![]() | |
- hvad præster ved om kærlighed
af Sissel-Jo Gazan og Sif Meincke
“En fantastisk lille bog,” skrev Berlingske Tidendes anmelder, Jens Andersen, og gav Sig Ja! Hvad præster ved om kærlighed 5 stjerner *****!
Cecilie Frøkjær sagde i Go'Morgen Danmark:
“Det er fantastisk læsning, og jeg vil anbefale alle, der gerne vil vide mere om kærlighed, at læse den.”
Morgenavisen Jyllands-Postens skrev:
“Sig Ja! må være den oplagte bryllupsgave til sommerens brudepar.”
DR Kulturs Sarah Iben Almbjerg skrev:
Sig Ja! Hvad præster ved om kærlighed gav mig lyst til at gå i kirke. Og til at kaste mig ind i den kamp, for at få kærligheden til at fungere, som jeg tilsyneladende ikke er alene om.”
Læs hele anmeldelsen her
“Den romantiske kærlighed er virkelig en stor, fed løgn. Men fortvivl ikke, jeg bringer godt nyt: Virkelighedens kærlighed er meget bedre. Temmelig krævende og til tider næsten helt umulig at håndtere, men meget, meget bedre” Fra forfatterens forord
Det er så yndigt, men ikke for livet – i hvert fald ikke i de næsten 40 procent af danske ægteskaber, som ender med skilsmisse. I en ny bog om kærlighed sætter forfatter Sissel-Jo Gazan og fotograf Sif Meincke ti folkekirkepræster stævne for at finde ud af, hvor på vejen det går så galt for os.
Sig Ja! Hvad præster ved om kærlighed er en bog om kærlighed til alle, der ved, at den findes og håber på, at den varer ved. Og til dem, der stadig tvivler på begge dele.
“Hvordan danser man med kærligheden?” spurgte Sissel-Jo Gazan og Sif Meincke de ti meget forskellige danske præster.
Et vigtigt spørgsmål i en skilsmissetung tid og en udfordring, som de ti mænd og kvinder tog på sig i en række kraftfulde, provokerende og ikke mindst livsbekræftende samtaler om kærlighedens betingelser, modstandere og muligheder.
Resultatet er en varm konstatering af, at livslang kærlighed findes, hvis man tør aflive forestillingen om, at den er problemfri.
Sig Ja! Hvad præster ved om kærlighed giver således alle, der gerne vil have parforholdet til at lykkes, en enestående mulighed for at kaste den lyserøde drøm på porten og hilse den virkelige kærlighed velkommen.
Sissel-Jo Gazan (f. 1973) er forfatter til tre anmelderroste romaner og brød for alvor igennem i 2003 med Vigtigt at vide om Ludmilla (Gyldendal). Hun er uddannet biolog med speciale i dinosaurere og bor sammen med sin datter i Berlin. Hun arbejder pt på sin fjerde roman og skriver klummer i Metroxpress og anmelder bøger.
Sif Meincke ( f. 1974) er uddannet pressefotograf og har siden 2001 arbejdet selvstændig med primært portrætfotografi. Hendes iøjnefaldende, ofte fabulerende stil og evne til at ’fange’ personligheder har kunne ses i kampagner for organisationer, årskalendere for Red Barnet og Care, reklamer og et bredt udsnit af Danmarks bedste magasiner og fagblade. Se mere på sifmeincke.dk
Det siger præsterne i bogen...
Biskop Jan Lindhardt i kapitlet om De farlige følelser
“Det er kun den romantiske illusion, der får opmærksomhed [i medierne]. Og det er vitterligt ikke andet end en illusion. Hvis man er romantiker, tåler man for eksempel ikke at få børn. Børn slår ganske enkelt ægteskabet i stykker, for de hører virkeligheden til, og romantikeren tåler ikke virkeligheden.”
Sognepræst Per Ramsdal i kapitlet om Tilgivelse
“Et forhold består af to parter i dialog, og hvis du nægter at tilgive, kridter du fronten op, og så er der per definition ikke længere tale om gensidighed. Nægter man at tilgive, er det en klar tilkendegivelse af, at forholdet er slut.”
Natkirkepræst Signe Malene Berg i kapitlet om Hverdag og passion
“I virkeligheden er det ret grotesk, at det ikke er indlysende [at man skal være venner med hverdagen]. For hverdagen er da i den grad federe end alt det der romantiske. Det svarer til at sammenligne en pose chips med noget, der er proppet med substans og saft og kraft. Virkeligheden har en iboende dybde og rummer derfor noget langt mere fantastisk og udfordrende end den romantiske boble.”
Sognepræst Leif Bork Hansen i kapitlet om Livslang kærlighed
“Vi mennesker er så bange for at gå glip af noget, men den tanke er jo bare en livsberuselse! Det er den rene og skære indbildning, at vi skulle gå glip af noget. Og Kierkegaard siger det så fint. At lige meget hvad du vælger, ægteskab eller ikke ægteskab, vil du fortryde det. Altså er det selvfølgeligt, at der i kølvandet på ethvert valg er et fravalg. Alting har en pris. Det er et af livets grundvilkår.”

